Lørdag den 10. september 2011. Kørsel med shuttlebus ind i Zion National Park (link til kortet)

---

Vi kikkede lidt på de andre, der vadede der og bestemte os for, at det ville vi også prøve. Skoene og strømperne blev nok tørre igen, så op med buksebenene og af sted ud i vandet. Bunden var meget stenet, men der var stokke, man kunne tage og støtte sig til.

Vi vadede over floden to gange og kom så til et punkt, hvorfra vi kunne se, at de, der var gået videre, gik i vand til livet. Det havde vi nu ikke lyst til, så vi vadede tilbage igen. Inde på land fik vi strømperne vredet og gik så tilbage til bussen. Både sko og strømper var tørre, inden vi nåede så langt.

Vi kørte et stop med bussen og steg så af for at se, hvad der var der. Vi fandt ud af, at der kun var et par km til næste stoppested, så vi besluttede os for at gå det stykke for rigtig at nyde scenariet med de høje og røde klippeformationer. Nede ved næste stoppested var der en lille sti op til nogle hængende haver. En klippehule, hvor vandet løb ned ad væggen, hvorpå der groede blomster.

Tilbage til bussen og med helt ud af parken. Vi stod af på det næstsidste stoppested. Her var Zion Human Museum, som viste noget om pionererne i Zion. Vi nåede lige at se deres film, inden de lukkede, men nåede desværre ikke at gå i detaljer med udstillingen. Det kunne jo være sjovt, hvis der havde været noget om Søren Olesen, men det må vente til næste gang vi kommer der.

Da vi kørte det sidste stykke ind til campingpladsen fortalte en meget snakkesalig kvindelig chauffør om de fremragende spisesteder, der er i Springdale.Vi besluttede os for at gå ud at spise på en restaurant lige over for campingpladsen.

Vi startede med at tage den gratis bybus til Visitor Centret, der ligger i starten af Zion National Park. Her skulle vi vise vores pas til Nationalparkerne, men det lå i vores bil! Vi gik derfor hen til en ranger og forklarede hende situationen. Et lille “dansk” over fingrene med besked på at huske det næste gang klarede sagen. (Sidst vi var her lavede vi det samme nummer og slap også godt fra det dengang). Passet er købt, så vi har adgang til samtlige nationalparker i USA i en måned.

Inde i Visitor Centret så vi en lille informationsfilm om de forskellige ture, man kan gå på inde i parken. Der blev oplyst længde, stigning og sværhedsgrad. Vi besluttede os for Emerald Pool og Temple of Sinawava. Med de oplysninger tog vi den gratis shuttlebus ind i parken og op til Zion Lodge, hvorfra turen til Emerald Pool starter. Der var en fin asfalteret sti op til den første sø og vandfald. Vandfald var der nu ikke meget af på denne tid af året.

Vi gik videre ad en noget mere strabadserende sti op til endnu en sø og indtørret vandfald. En fin tur med udsigt ind i nationalparken og de stejle røde klipper. På denne tur så vi en lille slange og et firben, nogle chipmunks og et par rådyr (eller hvad de nu hedder derovre).

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op, gik over til Lodgen og købte noget at drikke og lidt at spise.

Herefter tog vi igen bussen helt op til enden af parken, hvorfra der går en sti ind i kløften, langs Virgin floden. En meget flot tur, som kan udvides med en spadseretur igennem vandet ind i kløften.